Seneste nyheder
Nyheder

Ny projektkoordinator for Himmelske Dage i Roskilde

Lokalkomitéen for Himmelske Dage 2022 har indstillet en kandidat til stillingen som sekretær og projektkoordinator 


Af Sidsel Drengsgaard

Lokalkomitéen for Himmelske Dage i Roskilde har indstillet Julie Kofoed Pehrson til stillingen som sekretær og projektkoordinator for Himmelske Dage 2022.

Danske Kirkers Råd, som er ansvarlig for Himmelske Dage, også kaldet Danske Kirkedage, er ansættelsesmyndighed og arbejdsstedet bliver i Roskilde.

Solid erfaring fra NGO- og kulturbranchen 
Julie Kofoed Pehrson er uddannet cand. mag. fra Roskilde Universitet i Kultur & Sprogmødestudier samt Internationale Udviklingsstudier. Hun har en solid erfaring fra NGO-, kirke- og kulturbranchen. Hun driver sit eget firma, der arbejder med forskellige projekter fx ForfatterSkaberne i samarbejde med folkeskoler.

Hun har tidligere arbejdet som kirke- og menighedskoordinator i Apostelkirken på Vesterbro, hvor hun nu, som frivillig, sidder i kirkeudvalget.

Hun har tillige arbejdet som kommunikationsmedarbejder ved Kulturhavn Festival og som projektmedarbejder ved Kulturstationen Vanløse.

Dertil har hun arbejdet som program- og kommunikationsmedarbejder ved international Aids Services og som programkoordinator og studentermedhjælp i Danmission.

Mangeartede opgaver
Julie Kofoed Pehrson bliver ansvarlig for opfølgning på strategi, tidsplaner og arbejdsgrupper. Dertil bliver hun ansvarlig for projektets interne og eksterne kommunikation og skal varetage sekretærfunktion for lokalkomitéen.

Ansættelsen er en halvtidsstilling det første år og bliver en fuldtidsstilling fra januar 2022 indtil ansættelsens ophør 31. august 2022.

Julie Kofoed Pehrson tiltræder stillingen tirsdag d. 6. oktober 2020.

 

Himmelske Dage

 

  • Himmelske Dage kaldes også Danske Kirkedage og er blevet holdt hvert tredje år siden 1968.
     
  • Himmelske Dage er det største fælleskirkelige arrangement i Danmark og finder sted hvert tredje år i Kristi Himmelfartsferien. I 2022 er Roskilde Stift vært for Himmelske Dage. 
     
  • Arrangementet hører under Danske Kirkers Råd, men har sin egen medlemskreds bestående af 60 kirkesamfund, stifter og organisationer. 
     
  • Formålet er på bredest mulig økumenisk basis at samle mennesker om og til kristen forkyndelse samt til åben meningsudveksling. 
     
  • Mød lokalkomitéen for Himmelske Dage 2022 her
     
  • Læs mere om Himmelske Dage/Danske Kirkedage her