Ordinationstaler
Nyheder

Ordination i Roskilde Domkirke fredag den 31. januar 2020

Kære Nanna Katrine og Nikolai

Kære ordinander.

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde står skrevet i Johannesevangeliet kapitel 14:

Jesus sagde: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.” Thomas sagde til ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.” Joh. 14, 1-7

Det er lidt af en tilsnigelse at påstå, at det er mig, der lægger jer de her bibelord på sinde, for det er faktisk dig, Nanna Katrine, der har lagt mig de her ord på sinde. For ved jeres bispeeksamen for 3 uger siden spurgte jeg, om I havde et skriftsted, som havde særlig betydning for jer, og så sendte du mig fluks ordene her fra Johannesevangeliet.

De passer fint i dag. Ordene her om Guds væsen, og den kristne tros rummelighed, forankret i troen på Jesus der lærer os Gud at kende, ikke som et begreb eller et system, ikke som en færdigstøbt sandhed, men som et levende menneske, som altid var på vej, og som stadig er på jeg til dig og mig for at følge os på vores livsvej.

Det passer så fint til en af jeres bispeeksamensopgaver, opgaven om den apostolske trosbekendelse.

Her fik vi lejlighed til at drøfte treenigheden, det at vi som kristne tror på én Gud, en levende Gud.

Vi tror på en Gud hvis inderste kerne er kærlighed, og derfor en Gud som aldrig er nok i sig selv.

En Gud som udfolder sin vilje i skabelsen, som kommer os i møde og viser os sit væsen i Jesus fra Nazareth og som stadig som Helligånd er til stede i det liv og den tro, vi deler med hinanden og alt andet levende.

Du skrev Nikolai om, hvordan den apostolske trosbekendelse har haft en helt særlig betydning i de grundtvigske kredse. Måske kom det fra Grundtvig selv: forestillingen om at Jesus havde lært disciplene den apostoliske trosbekendelse mens den opstandne var hos dem i dagene mellem påske og Kristi Himmelfart. Det er en smuk historie, men vi ved i dag, at den apostoliske trosbekendelse er resultatet af et historisk forløb fra urmenigheden til engang omkring år 200, hvor den fik den form, vi kender i dag, og som verden over bliver brugt som dåbsbekendelse.

Og en af kilderne til bekendelsen er netop Jesu ord om at den der kender ham, kender Gud.

Her i sin afskedstale til disciplene, her hvor han er ved at forberede dem på, at de nu snart skal skilles, at han vender tilbage til sin himmelske far, da siger han det direkte: ”Den, der har set mig, har set Faderen”. Det var det, som vakte folks vrede i en sådan grad, at man kaldte ham gudsbespotter og fik ham dømt og henrettet for det. Dette at han påstod, at han var selve vejen til Gud – eller vi skulle måske hellere sige: Guds vej til os.

Hvis vi vil vide noget om den Gud som er altings ophav og opretholder, den Gud hvis væsen vi ikke kan gennemskue i skaberværket, som vi oplever på en gang fantastisk og forfærdeligt, hvis vi vil kende Gud, så henvender vi os som kristne til hans nærmeste, til hans søn. Han viser os hvordan Gud er. Gud har i Jesus fået et ansigt.

Han er Guds vej til os. Han er sandheden om Guds kærlighed til os som vi er – på trods af at vi er som vi er. Og dermed åbner han livet for os. Han siger: Jeg accepterer dig som du er, så du i det lys kan blive den, du gerne vil være! Værsgo at tage fat.

Inden man havde fundet på ordet kristendom, kaldte man det, man var en del af når man troede på Jesus for ”Vejen” og de kristne kaldte sig selv og hinanden for ”dem på vejen”.

For de havde forstået, at det nu ikke handlede om at klamre sig til det, som havde været, at deres religion ikke skulle være en Jesus-dyrkelse, at det ikke drejede sig om, hvem der bedst kunne efterligne Jesus mest muligt. Nej, for inden Jesus havde forladt dem, havde han fortalt dem, at i Guds hus er der mange boliger, der er plads til mennesker af mange forskellige slags, ja, der er faktisk plads til hver eneste af os.

Kære Nanna Katrine og Nikolai. Ved jeres ordination her i dag bliver I sendt af sted for at dele budskabet om den treenige Gud med mennesker i Faxe og Roholte, Høve og Havrebjerg. I bliver ikke sendt af sted som postbude for en færdigpakket sandhed, men I bliver sendt afsted som medspillere i det store drama, som livet er.

Vi har hver fået vores rolle, vi har hver fået vores evner og vores særpræg, vi har fået følelser og fantasi og forstand for selv at tænke over, hvordan den grænseløse kærlighed fra Gud, som Jesus viste os, skal formidles og udfoldes i vores liv med hinanden.

Vi har ikke fået en facitliste på, hvordan det skal gøres, for sådan en findes nemlig ikke, kærligheden kan ikke puttes

ind i en facitliste. Hvad kærligheden kræver af os, er nyt hvert øjeblik, det må vi hver for sig prøve at finde ud af og skabe plads for så godt vi kan, mens vi er undervejs sammen.

Vi tror på en treenig Gud, vi tror at Gud viser sig for os på tre forskellige måder. Det lyder måske indviklet, men det er i virkeligheden ikke særlig svært. Vi kan tage jer selv som eksempel. I er både børn af jeres forældre, forældre til jeres egne børn – og nu også præster for jeres menigheder.

Vi, der kender jer, ved, at I ikke af den grund er tre personer. Men tiden har givet jer flere roller at spille.

Sådan også med den Gud, Jesus har lært og at kende og som Ånden stadig gør levende for os. Den treenige Gud, som følger hver eneste af os på vores livsvej i tid og evighed.

Kære Nanna Katrine og Nikolai.

I er nu selv på vej sammen med jeres menigheder, sammen med jeres kolleger, sammen med jeres provster og mig – og hvis vi ind imellem kan føle os alene og rådvilde, så er det vores opgave at minde hinanden om, at Gud selv er med os på vejen. Og at Jesus har lært os, at vi har Gud i ryggen og ikke på nakken.

God arbejdslyst.

Amen.