Biskoppens månedsbrev
Nyheder

Biskoppens månedsbrev August 2020

Læs biskop Peter Fischer-Møllers hilsen til alle i Roskilde Stift

En sommer går på hæld

Det har været en anderledes sommer for rigtig mange danskere. En sommer med begrænsede udlandsrejsemuligheder. En sommer i Danmark med “byger der går og kommer”. En sommer med billige færgeforbindelser, tætbookede sommerhuse og udsolgte hoteller. En sommer hvor vi spændt har fulgt udviklingen i antallet af coronasmittede og - indlagte, og hvor det desværre viste sig, at vi ikke er færdig med corona ellere rettere: corona er ikke er færdig med os. For mit vedkommende var det en sommer på Læsø med familiebesøg, badning, kantarelplukning og masser af jomfruhummer og friske fisk.

August blev præget af planlægningen af de mange udskudte kirkelige handlinger og konfirmationer. Og jeg vil gerne udtrykke en kæmpe TAK til præsterne, menighedsrådene og de kirkeligt ansatte for det imponerende arbejde, de har udfoldet med et meget stort antal udskudte dåbsgudstjenester og vielser oven i hvad der har været af bisættelser og ordinære gudstjenester og udendørs gudstjenester og meget andet godt.

Hertil er så kommet planlægningen og afholdelsen af de udskudte konfirmationer. Det har været et kæmpe puslespil med rigtig mange tjenester. Det har været helt forståeligt, at man har haft et ønske om at kunne have så mange i kirke, som corona-reglerne hjemler mulighed for, og jeg har derfor fået en del forespørgsler med ønske om at afstå fra salmesang ved konfirmationerne. Det har jeg kun i et enkelt tilfælde med en meget lille kirke, givet tilladelse til. Dels fordi menighedssang ved en gudstjeneste/konfirmation er noget helt afgørende i vores evangelisk-lutherske tradition, et udtryk for at en gudstjeneste er noget vi er sammen om. Dels fordi mange deltagere ved en konfirmation gruppevis kommer fra samme husstand og derfor kan sidde tættere en med 2 meter fra næsetip til næsetip ved salmesang, og derfor betyder det de fleste steder at man ved konfirmationer kan være næsten lige så mange syngende, som man ville kunne være uden sang.

Der har heldigvis også været andet end corona på tapeter i august. Der har været mange samtaler og orienterende møder i forbindelse med præsteansættelser, vi har haft vores årlige arbejdsmiljødøgn med provster og præsternes arbejdsmiljørepræsentanter, og jeg og vores teologiske konsulent Anita Engdahl har været med provsterne på studietur på Rügen.

 

Nu går vi så med september ind i efteråret, hvor vi - i hvert fald udendørs - både kan opleve og synge om den særligt blå himmel. På stiftskontoret byder vi to nye medarbejdere velkomne, Benedikte som ny jurist, og Sidsel som kommunikationsmedarbejder. De bliver præsenteret andet steds i nyhedsbrev og hjemmeside, men jeg vil selv her gerne udtrykke mine glædelige forventninger til samarbejdet. 

Jeg havde glædet mig rigtig meget til den fra foråret udskudte stiftsdag i september, men den har det på grund af corona-situationen været nødvendigt at udskyde til september 2021. Også årets store konfirmandarrangement, som plejer at fylde Domkirken 3 dage i februar, har vi måttet ændre på, så det i år bliver til en række lokale arrangementer.

På søndag bliver Josefine Mikuta Poulsen ordineret for at tiltræde som sognepræst på Sejerø og med vigtige præsteopgaver på land også. Vi får besøg af stiftets Kirke- og Kulturmedarbejdere, vi har stiftrådsmøde, vi har skabelsestidsgudstjeneste i Domkirken d. 20/9, og så er der igen gang i møder på skype og TEAMS - og i virkeligheden - i en række kirkeministerielle udvalg. Jeg tror ikke jeg kommer til at kede mig.

Peter Fischer-Møller