Seneste nyheder
Nyheder

Arbejder målrettet med FNs verdensmål

- Vi er hverken veganere eller moralister. Men vi har en fælles opgave, siger formanden i Soderup Sogn.  

TEKST OG FOTO: Rasmus Birkerod

Fra globalt til lokalt: Menighedsrådet i Soderup ved Tølløse vedtog i marts at lade FNs verdensmål danne ramme for arbejdet. - Vi er hverken veganere eller moralister. Og vores arbejde med verdensmålene hjælper ikke i sig selv klimaet. Men vi har en fælles opgave, og her er verdensmålene et stærkt redskab, siger formanden.

Der står en iværksætters ånd i spidsen for menighedsrådet i Soderup. Formanden Laila Bregner Carlsen er uden de store armbevægelser. Rolig, imødekommende og med en jysk dialekt, der nødigt anvender større ord end sætningerne kan bære.

Men tag ikke fejl. Bag det milde udtryk gemmer sig et væsen, der kender til vigtigheden af at handle, at ”gøre noget”. Eksporterede som ung på Struer-kanten fødevarer til Sydøstasien og købte senere en trævarefabrik på tvangsauktion. I dag erhvervschef i Sorø Kommune.

Verdensmålene til Soderup

Og nu har erhvervschefen og menighedsrådsformanden så bragt FN´s verdensmål til Soderup Sogn. Som det naturligste i verden, fornemmer man.

- Vi er ikke veganere. Vi vil ikke være moralister. Men vi skal ændre vores måde tænke på, siger hun.

Strategien er på plads. Arbejdet gik i gang i marts. Her i december går menighedsrådet så ind i næste fase.

- Her foretager vi en status over, hvad vi har igangsat af initiativer siden marts med udgangspunkt i verdensmålene. Så gælder det om at få noget mere struktur på vores indsatsområder. Vi skal spore os ind på et mindre udvalg af de 17 verdensmål, som vi vil arbejde videre med.

Listen over de ideer, der er tænkt og handlet på at mangfoldig. For eksempel blev der ved et sognearrangement serveret ”grøntsagsmad for grøntsagshadere”. Kirkegårdsudvalget har under arbejdstitlen ”vild med vilje” haft fokus på gode forhold for dyrelivet på kirkegården. Det vil sige tanker omkring redekasser, sommerfuglehotel, bunker med grene til pindsvin og insekter. Og med en af verdensmålenes overskrifter ”bæredygtige byer og lokalsamfund” har kirkegårdsudvalget tænkt i samarbejde med den lokale skole og spejderforening om undervisning i kirkegårdens historie og gravskikke. Alt sammen for at styrke lokalsamfundets sammenhængskraft.

Nyt mindset

Men pointen er ikke, hvad der bliver gjort. Men tanken bag, fastslår Laila Bregner Carlsen.

- Vi skal se FN´s verdensmål som et mind set, i mindre grad som en tjekliste. Det vigtigste er egentlig ikke hvad, kan krydse af, at vi har gjort. Det vigtigste er, at vi bruger verdensmålene til at ændre vores tankegang, vores mind set, fortæller formanden.

Pointen er, siger hun, at så kommer der måske nogle ideer til nogle tiltag, der rækker udover en eller anden tjekliste.

- For eksempel har kirken et stykke jord her i Soderup. Skulle vi plante nogle træer her, der kan binde noget CO2? Vi kan se på vores kirkegård og overveje, om den burde være mindre friseret, så vi fik lidt mere krible-krable-liv, siger Laila Bregner Carlsen.

Mere end Grøn Kirke

Hun fortæller, at Soderup Sogn ikke er med i GRØN KIRKE.

- Vi vil faktisk gerne gøre vores arbejde til noget mere og bredere end GRØN KIRKE. GRØN KIRKE er fint nok, men det er jo netop en tjekliste, hvor der er en række ting, man skal have opfyldt for at kunne blive godkendt som GRØN KIRKE. Vi har heller ikke ønsket at være en speciel kirke i forhold til andre kirker. Her gør FNs verdensmål noget andet. Ja, nærmest det modsatte. De forener arbejdspladser, institutioner, religiøse samfund, kirker og forskellige politiske partier, mener Laila Bregner Carlsen.

Du siger, at arbejdet med verdensmålene handler om at ændre menighedsrådets mind set. Kan du så mærke et skift i menighedsrådets måde at tænke på?

- Ja. Hele tiden. For eksempel da vi havde højskoledagen i begyndelsen af oktober. Vi skulle have suppe, og der skulle vi bruge seks nye skåle. Et af medlemmerne fandt skålene i en genbrugsbutik, og så faldt der en bemærkning om verdensmålene. De seks skåle betyder jo absolut ingenting for klimaet, men det er et eksempel på, at vores arbejde med verdensmålene har påvirket vores mind set, og det er dér, vi skal hen.

Nye måltider

Til samme arrangement blev det forinden diskuteret, hvilket måltid, der skulle serveres.

- Det gippede faktisk lidt i mig, da der var nogle i menighedsrådet, der foreslog, at vi skulle servere middag uden kød på vores højskoledag. For helt ærligt… folk er jo da vant til at få et stykke kød. Men det viste sig til min store overraskelse, at det smagte fremragende. Og vigtigere endnu: Den oplevelse fik rigtig mange med sig hjem.

Det er her, at Laila Bregner Carlsen mener, at det sogn, hun står i spidsen for, indtil videre er lykkedes med arbejdet omkring verdensmålene.

- Det er det, vi kan gøre. Vores lille bidrag er jo kun et meget lille bidrag. Men det kan tjene som inspiration for andre. Og hvis vi som institution kan inspirere andre i nærområdet til at gøre det samme, så begynder det jo at ligne noget. 

Artiklen er også bragt i STIFTSBLADETS decemberudgave.